---
title: "Nyhedsbrev august 2026"
description: "Nyhedsbrev august 2026"
date: "2026-08-14"
created: "2026-08-14"
---

[Hjem](https://nnfv.dk/)

                    [Nyheder](https://nnfv.dk/nyheder)

                [Nyhedsbrev august 2026](https://nnfv.dk/nyheder/nyhedsbrev-august-2026)

# Nyhedsbrev august 2026

**Nyhedsbrev fra Nørre Nebel Fjernvarme August 2026**

Det er ved at være længe siden sidste nyhedsbrev og vi vil gerne give en kort status på både forsyningstilsynet, driften og nogle af de arbejder, der er udført hen over sommeren.

**Status på sagen ved Forsyningstilsynet**

Vi har endnu ikke modtaget et udkast til afgørelse fra Forsyningstilsynet i sagen, men vi kan høre på Forsyningstilsynet, at afgørelsen er på trapperne, og at der fortsat arbejdes med sagen. Det ser vi som positivt og forventer et udkast snarest.

**Driften**

Driften har kørt rigtig godt de sidste par måneder. For tiden producerer vi billig varme, og det er efterhånden længe siden, at vi har haft behov for at starte fliskedlen op. Det er positivt, fordi det betyder, at vores elkedel i øjeblikket kan producere varmen billigere end med flis.

Vi producerer naturligvis altid med den billigste varmekilde, så forbrugerne får den mest økonomiske varmeproduktion muligt.

**Gasmotorer klar på naturgas**

Vores gasmotorer er nu blevet om konverteret til naturgas og står klar til at starte op, hvis Energinet får brug for ekstra elproduktion, eller hvis der kommer høje spidser på elprisen.

Det giver os mulighed for at producere billig varme, samtidig med at vi får betaling for at stå klar til at bidrage med strøm, hvis Energinet har behov for det. Det er derfor en god løsning både driftsmæssigt og økonomisk. Det er en ny driftsform for os som ikke var teknisk muligt på biogas.

**Udskiftning af stikledninger på Vestergårds Fenne**

Hen over sommeren har vi udskiftet 6 forsyningsstik på Vestergårds Fenne. De gamle stikledninger stammede fra omkring 1970 og var begyndt at få utætheder. Derfor var det nødvendigt at få dem skiftet, så vi også fremover kan sikre en stabil og driftssikker varmeforsyning i området.

**Reparation af utæt rør på Klintingvej**

Billederne herunder viser en reparation, vi har foretaget af et utæt rør på Klintingvej.

Der var opstået et lille hul i røret, som med tiden udviklede sig og blev større og større. Vi fandt utætheden ved hjælp af vores termiske kamera en tidlig morgen, mens asfalten stadig var kold. På den måde kunne vi tydeligt se, hvor varmen slap ud.

Hullet er nu repareret, isoleringen er tørret ud og reparationen er blevet isoleret igen. Vores forventning er, at rørene lige der gerne skulle kunne holde mindst 25-30 år endnu.

 ![](https://nnfv.dk/i/MOLIRIMEDIA/42ece0f8-4346-42e7-91a9-3b230a3f2d21?width=800) ![](https://nnfv.dk/i/MOLIRIMEDIA/70e0de91-9ebb-425e-8f0d-5b952216208c?width=800)

Ved Spørgsmål kontakt gerne driftsleder Thomas Gregersen på 75288040
