Info om prissætning 2026
Fjernvarmepriser 2026 – uændrede priser i Nørre Nebel og Lunde
Bestyrelsen i Nørre Nebel Fjernvarme har besluttet, at fjernvarmepriserne for 2026 fastholdes på samme niveau som i 2025 – både i Nørre Nebel og i Lunde.
Vi har valgt en konservativ og ansvarlig tilgang til prisfastsættelsen. Baggrunden er, at vi endnu ikke kender udfaldet af vores verserende sag mod biogassen, og de prisfastsættelser der igennem årene er sket. Det vil ikke være økonomisk forsvarligt at sætte priserne ned, før der er klarhed over denne sag og dens eventuelle økonomiske konsekvenser for fjernvarmen.
Den fortsatte prisforskel mellem Nørre Nebel og Lunde skyldes fortsat, at Lunde ikke har modtaget meget varme i 2023 og dele af 2024. Lunde hæfter derfor ikke for en tilsvarende stor andel af den underdækning, der er opstået i relation til leverancer fra Blåbjerg Biogas. Dette afspejles fortsat i prisstrukturen.
Sagen mod Blåbjerg Biogas/Biocirc har nu næsten verseret i 5 år hos forsyningstilsynet og vi håber på en afgørelse i starten af 2026.
Overordnet set går det rigtig godt i fjernvarmeselskabet. Vi har nu fået vores elkedel i drift, og den forventer vi os meget af. Elkedlen giver os mulighed for at producere varme, når elpriserne er lave, og den vil fremover kunne bidrage positivt til økonomien – og dermed på sigt skabe grundlag for lavere fjernvarmepriser.
Nørre Nebel Fjernvarme er et forbrugerejet selskab. Det betyder, at vi ikke arbejder for at skabe overskud, men for at sikre en stabil, forsyningssikker og så billig varme som muligt for vores forbrugere. Bestyrelsen og driften på værket arbejder målrettet for, at priserne igen kan bringes ned mod et mere gennemsnitligt niveau.
For nærmere info kontakt driftsleder Thomas Gregersen på tg@nnfv.dk eller 21261877
Med venlig hilsen Nørre Nebel fjernvarme.